Indskoling

Målgruppe: 1.- 4. klasse
Fag: Kristendomskundskab
Lektioner: 12 lektioner (én pr. fortælling)
Tid: Medio september og skoleåret ud

På jagt i Det Nye Testamente

- en legende tilgang til de bibelske fortællinger

Dette projekt har fokus på oplevelsen af gode fortællinger og det hyggelige højtlæsningsrum.

Med udgangspunkt i en stor myldreplakat, som er udviklet til projektet, skal eleverne på jagt i Det Nye Testamente og se, om de kan finde de 12 fortællinger, der strækker sig fra øjeblikket, hvor Maria får besøg af en engel og indtil Jesus’ død og opstandelse. Eleverne hører bl.a. om fødslen i stalden i Betlehem, fristelsen i ørkenen, den barmhjertige samaritaner, den fortabte søn og påskefortællingen.

Eleverne lærer i dette projekt, at Det Nye Testamentes fortællinger har en kronologi og er en del af Bibelens samlede fortælling. Til hver fortælling er der flere opgaver i forskellige sværhedsgrader, så det vil være let at differentiere i forhold til det enkelte klassetrin og elev. Tilgangen er legende og inddrager kroppen, hvor det er muligt.

Tilmeldte lærere modtager:

Lærervejledning

Myldreplakat til klassen

Klassesæt af A3-plakater til egen farvelægning

Adgang til projekthjemmeside


Målgruppe: 1.- 3. klasse
Fag: Kristendomskundskab og billedkunst
Lektioner: 10-12
Tid: Februar og skoleåret ud

Tilbud: Teaterforestilling med Carl Quist-Møller i Ordrup Kirke i april/maj

LØGNER!

- om løgnhalse og snydepelse

Kan der være gode grunde til at fortælle en løgn? Og hvad sker der, når pingvinen Birgit pynter lidt rigeligt på sandheden?

Et forløb med plads til grin og leg – som samtidig styrker klassefællesskabet.

I LØGNER! møder eleverne løgnens finurlige univers. Dels gennem Carl Quist-Møllers nyskrevne fortælling, Den løgnagtige pingvin, om pingvinen Birgit, som kommer på glatis, fordi hun lyver igen og igen. Dels gennem to bibelske fortællinger: Peters fornægtelse, hvor frygten får Peter til at lyve tre gange, og fortællingen om Jakob og Esau, hvor løgnen bliver en genvej til arv og fordel. Her udforskes løgn som skjold, overlevelsesstrategi og menneskeligt dilemma. 

Gennem leg, bevægelse og sanselige aktiviteter arbejder eleverne med tekster og tema, før de sætter ord på, lytter til andre og reflekterer. Målet er ikke at afsløre og dømme løgnere – men i stedet for bedre at kunne forstå nuancerne.

Børn tænker ofte i sort og hvidt. LØGNER! åbner for nuancerne og giver eleverne mulighed for at opdage, at løgnen også hører til det at være menneske. Nogle gange lyver vi for at beskytte os selv. Nogle gange for at skåne andre. Og ja — nogle gange fordi fantasien løber af med os.

Som afrunding lærer eleverne via Carl Quist-Møllers instruktionsfilm at tegne egne løgnhalse og selv skabe nye historier.

Tilmeldte lærere modtager:

Lærervejledning

Løgne-rekvisitter

Adgang til projektets hjemmeside med illustrationer og tegne-instruktionsfilm

Tilbud om teaterforestilling med Carl Quist-Møller


Målgruppe: 0. - 2. klasse
Fag: Kristendomskundskab
Lektioner: 2-3
Tid: Februar
Tilbud: Påskefortælling i Dyssegårdskirken, tirsdag 9. marts og fredag 12. marts, kl. 9.30-10.30 og kl.11-12

Påsken for begyndere

- folketro og forårstegn

Hvorfor holder vi påskeferie? Er påsken andet end dejlige fridage, påskeæg og små nuttede lam? Hvad var det egentlig, der - ifølge Bibelens fortælling - skete i Jerusalem for flere tusinde år siden, da Jesus palmesøndag red ind i byen på et æsel og dermed indledte påskeugen?

Thue, der er præst i Dyssegårdskirken, har lovet at fortælle om påsken for de yngste elever. Det kan I glæde jer til :)

Materialet til påsken for begyndere varmer op til disse spørgsmål og ser på traditioner omkring påsken, der altid falder sammen med forårstiden og livets tilbagevenden efter vinteren.

Gennem aktiviteter og kreative opgaver vil eleverne fra 0. - 2. klasse spore sig ind på, hvordan samspillet mellem viden om forårets komme, den kristne påske og folketro traditionelt set er blevet kædet sammen i Danmark.

Tilmeldte lærere modtager:

Lærervejledning

Kirkebesøg i Dyssegårdskirken med præst Thue Gøtterup Petersen, der genfortæller Bibelens påskeberetning og taler med eleverne om påskens symboler, påskeskikke og traditioner.


Målgruppe: 1.- 3. klasse (udbydes også til 4. klasse)
Fag: Kristendomskundskab og evt. musik
Lektioner: 2-9
Tid: September og skoleåret ud
Tilbud: Koncert i Messiaskirken, Hartmannsvej, torsdag 5. nov. kl.10-11 og 11.30-12.30

Det store i det små

- et møde med ‘Højskolesangbogen for børn’

Den nyeste udgave af Højskolesangbogen for børn udkom i 2023 og indeholder 90 sange for børn, både poetisk og sjovt illustreret af Zarah Juul. Det er sange om menneskelivet, som kan give anledning til gode samtaler med børn - hjemme, men også i skolen og i faget kristendomskundskab.

Sangene tager livtag med aktuelle temaer, som på godt og ondt også er en del af børnelivet: livets modsætninger, klima og drømme samt forskellige familieformer, men også høst og taknemmelighed, aften og stilhed samt advent og glæde. I projektet arbejder eleverne med udvalgte sange og salmer fra disse temaer.

Eleverne kommer dermed til at beskæftige sig med både stort og småt - med noget genkendeligt fra deres hverdagsliv og med følelser og sanser.

Forløbet afrundes med festlig fællessang og koncert under ledelse af Rikke Bjerring & band i Messiaskirken.

Tilmeldte lærere modtager:

Lærervejledning

Klassesæt af ‘Sangskat’

Hjemmeside med bilag og indspilninger

Kontakt til Grundskole:
kirkeskolegentofte@gmail.com

Kontakt til Ungdomsuddannelse:
Skgentofte.anne@gmail.com

© 2026 Folkekirkens Skoletjeneste i Gentofte
Vangedevej 50, 2820 Gentofte